Da jeg gik til lægen og sagde, at jeg var selvmordstruet, spurgte han mig:

"Hvorfor? Hvorfor er du selvmordstruet?"

Og jeg havde ingen anelse.

På det tidspunkt forstod jeg ikke, at mine selvmordstanker var komplekse — fordi mit liv var komplekst.
Jeg havde ingen måde at svare på.

Så her er min teori:

Teknologien ved allerede meget om, hvorfor mennesker bliver selvmordstruede.
Der er blevet forsket masser.
Selvom det er tydeligt, at man ikke har alle svarene endnu (ellers ville vi ikke stadig have selvmord),
så har man nogle svar.

Så hvorfor ikke vende tilgangen om?

I et sikkert rum kunne man give en person en lang liste over faktorer, som man ved kan bidrage til selvmordstanker eller -adfærd.
Herefter kunne patienten gennemgå listen, markere de punkter, der gælder for dem,
og derefter skabe en helingsplan ud fra disse områder.

Da min læge spurgte mig, hvorfor jeg var selvmordstruet,
var jeg for syg til at vide det.
Hvis jeg dengang havde haft en liste over mulige årsager —
og et frit felt til at tilføje noget selv —
kunne jeg have begyndt at opbygge en plan.

Vi bør ikke forvente, at mennesker i krise ved, hvordan de skal udtrykke, hvad de har brug for.
Deres tanker fungerer ikke optimalt i det øjeblik.

Så: giv folk en liste over mulige årsager,
lad dem vælge det, der føles relevant,
og hjælp dem derefter med at skabe en helingsplan.