Fra at ville dø til at ville hele

Jeg kom til at forstå noget vigtigt: da jeg havde selvmordstanker, var det egentlig ikke døden, jeg ønskede — det var heling. At ændre det perspektiv, jeg så livet igennem, ændrede alt. At tænke på selvmord løste aldrig mine problemer; det holdt mig bare fanget i smerten. Men da jeg ændrede mit syn, begyndte jeg at se min sande mission.

Jeg indså, at det, jeg virkelig ønskede, var at hele den dybe, plagede smerte, jeg bar på. Da jeg forstod det, fik jeg endelig et mål: at lære om heling og at hele selve smerten. Jeg var i ekstrem smerte, så jeg måtte lægge meget arbejde i det — men det gav mig en retning.

Jeg begyndte at lære, hvordan jeg kunne hele mine egne følelser. Læger kalder dette "følelsesregulering" — færdigheder, der hjælper dig med at bevæge dig gennem smertefulde følelser og hen imod et sted med velvære.

Jeg lærte at stoppe med at fodre negative tanker og generaliseringer som: "Mit liv fungerer aldrig," "Jeg får aldrig noget," eller "Jeg kan ikke overleve." I stedet begyndte jeg at lægge mærke til, når min tænkning var negativ, og øvede mig i mere realistiske, håbefulde tanker: "Mit liv har ikke fungeret endnu, men det kan det. Jeg har måske ikke meget nu, men jeg kan bygge mere. Jeg kan overleve."

Jeg arbejdede også på at mindske den besættende tankegang omkring relationer (så godt jeg kunne).
Jeg øvede mig i måder at tænke på, der støttede min helingsproces.
Jeg lyttede til historier om andre mennesker, der overvandt deres kampe — nogle gange uden engang at være klar over, at det hjalp mig.

Nu, i stedet for at tænke "jeg vil dø," prøver jeg at tænke "jeg vil hele denne smerte." Den første tanke bevæger dig ikke fremad; den anden giver dig et mål. Og når du har det mål, kan du tage det med til din terapeut, tale med dine venner eller selv undersøge, hvordan du kan hele smerten.